Wilbek med stor tro på jokeren Mads Larsen

Et par spillere har de seneste par dage gået og været spændte på, om de skulle med til mændenes VM i håndbold i Spanien.

Mandag blev spændingen udløst, og her fik Aalborgs Mads Mensah Larsen tommelfingeren opad, mens Morten Olsen fra Hannover-Burgdorf og Kasper Irming fra KIF Kolding København må blive hjemme.

Ulrik Wilbek begrunder valget af Mads Mensah Larsen med, at bagspilleren har overbevist på det seneste, blandt andet i weekendens træningsturnering i det jyske.

Mads kan spille i begge ender af banen, han har gjort det fantastisk godt i forsvaret, og er god mand mod mand. Derfor synes jeg, at det var naturligt, at han skulle med.

- Han får en jokerrolle, og jeg håber at han kan være afgørende i nogle kampe undervejs, siger Wilbek til TV2 News.

Belært af erfaringerne fra den skuffende OL-turnering i London sætter Wilbek ikke målsætningen for turneringen for højt på forhånd.

- Vi har ikke spillet mod de allerbedste i den her formation, så derfor skal vi tage det stille og roligt og prøve at spille os ind i turneringen.

- Vi håber og tror, at vi kan gå videre til ottendedelsfinalerne. Og hvis vi kan gøre arbejdet og blive nummer et i puljen, så har vi en fornuftig vej. Men vi vil have en meget ydmyg tilgang til det her, siger Wilbek.

Danmark indleder VM-turneringen blødt med et opgør mod Qatar lørdag. Holdet rejser til Spanien torsdag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV