Wilbek: Olsen og Irming viste ikke VM-form

Det var ikke Ulrik Wilbeks vanskeligste beslutning i karrieren, da landstræneren skulle skære to mand fra inden VM-slutrunden i Spanien, som går i gang i weekenden.

Det endte med at blive playmakeren Morten Olsen og højre backen Kasper Irming, som trak sorteper og må blive hjemme i sofaen.

- Det blev de to, fordi det var dem, som ikke lige ramte topformen eller VM-formen lige nu. Og så er den ikke meget længere, siger Wilbek.

Landstræneren ville gerne have set, at de begge havde vist det spil, der oprindeligt fik dem med i bruttotruppen.

- Det ærgrer altid, men jeg har snakket med Kasper, og han er bare så klar til at finde tilbage på sit niveau.

- Og det kunne da være, at der var et EM i sigte for ham, hvis han kunne komme op sit gamle niveau igen - uden skader, vurderer Wilbek.

I 2014 afholder Danmark EM på hjemmebane, og det kan blive Irmings store chance for at komme med til en slutrunde. Det samme gælder Morten Olsen.

- Morten sagde også selv, at hans topniveau lå i slutningen af oktober, men han har siden mistet lidt på det fysiske område. Han er simpelthen træt, siger Wilbek.

Allerede søndag aften efter de tre sejre ved Totalkredit Cup vidste Wilbek, hvilke 16 spillere der skulle med til VM.

- Når beslutninger er truffet er de altid nemme, og indtil de er truffet, så er de altid svære, forklarer Wilbek.

Spørgsmål: Var beslutningen svær, før du traf den?

- Ja, jeg synes, at vi havde 18 gode spillere. Jeg ville gerne have haft de to spillere med, fordi jeg mener, at de også har noget at bidrage med. Men det havde vi bare ikke plads til, forklarer Wilbek.

Danmark spiller sin første kamp ved VM på lørdag mod Qatar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip