Wilbek sender venstrefløj ud af EM-truppen

Venstrefløjen Casper U. Mortensen kommer ikke med, når det danske EM-hold i håndbold onsdag aften møder Island i Herning.

Landstræner Ulrik Wilbek har valgt at sende BSV-spilleren ud af truppen, hvor stregspilleren Jesper Nøddesbo i stedet gør comeback efter to kampe på tribunen.

- I en turnering som denne må man hele tiden vurdere den samlede ressource, og her har jeg fundet frem til, at det er fornuftigt at skifte nu, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

- I Anders Eggerts fravær har Casper U. Mortensen brugt mange kræfter indtil nu, så selv om han har spillet aldeles glimrende, mener jeg, at det ressourcemæssigt er en gevinst at bringe Nøddesbo i spil igen, lyder det fra Wilbek.

Dermed har landstræneren brugt to af sine tre mulige udskiftninger. Han udelukker ikke, at Mortensen kan komme tilbage senere.

/ritzau/

Dagens Gossip