Wilbek smilede af stærk Mads Mensah

De danske håndboldherrer tog onsdag aften en flot 32-23-sejr over Island i EM-mellemrundens sidste kamp, hvor der kun var æren at spille for.

Danmark var allerede sikret en plads i semifinalen, og landstræner Ulrik Wilbek kunne tillade sig at give reserverne spilletid. Og det nød især Aalborg-spilleren Mads Mensah Larsen godt af. Han kylede otte scoringer i kassen.

- Mads Mensah scorede flere mål i denne kamp, end han har gjort i resten af turneringen, siger Ulrik Wilbek.

- Det var generelt en imponerende kamp af de spillere, vi sendte på banen. Vi fik sat et fantastisk tempo fra starten, og det giver lidt ekstra at få Mads Mensah godt ind i turneringen.

- Hele vejen rundt var det flot af spillerne. Jeg er virkelig imponeret, siger landstræneren og fremhæver et par spillere.

- Jannick Green stod fantastisk i målet, og Klaus Thomsen har vel 10 parader i kampen. Man kunne blive ved med at fortælle, hvor godt folk spillede. Det var virkelig en fornøjelse.

- Alt var optimalt bortset fra Mads Christiansen, der fik et lille riv i baglåret. Men jeg tror ikke, at det er alvorligt.

Ulrik Wilbek kan nu se frem til en semifinale på fredag mod Kroatien, der onsdag slog Polen med 31-28. Frankrig og Spanien mødes i den anden.

- Nu er kun de fire suverænt bedste hold i verden tilbage. Der er meget langt fra de fire hold ned til de næste nationer.

- Man kan kun gætte på, hvad der sker nu. Vi håber og ved, hvad vi går efter, og vi har et fantastisk publikum i ryggen, siger Wilbek, der vurderer, at odds'ene er 51-49 i dansk favør i kampen mod Kroatien.

/ritzau/

Dagens Gossip