Wilbek tænker allerede på Rusland

Danmark skal møde Qatar i sin første VM-kamp ved det indledende gruppespil lørdag aften. Men landstræner Ulrik Wilbek har foreløbig fokuseret mest på søndagens kamp mod Rusland.

- Da vi skal spille mod Rusland dagen efter Qatar, så har vi gjort det på den måde, at vi har prioriteret Rusland i vores forberedelser, sådan så vi nu har kigget på Rusland, når vi træner i dag, siger Wilbek.

Fredagens træning bliver også tilrettelagt efter kampen mod russerne, fordi det er den kamp, som bliver sværest at vinde i weekenden.

- Træningen bliver med henblik på Rusland-kampen, og fra i eftermiddag koncentrerer vi os om Qatar og ser klip med dem. Og så laver vi taktik lørdag formiddag, siger Wilbek.

- Så har vi ligesom været lidt inde omkring Rusland, da vi ved, at det bliver den sværeste af de to kampe. Og to kampe på to dage er temmelig presset, mener Wilbek.

Først senere fredag og lørdag formiddag vil Wilbek og spillerne rette al fokus mod Qatar, som burde blive en overkommelig modstander, selv om de er bedre end først antaget.

- Qatar er et rigtig spændende angrebshold. Jeg synes, de spiller flot håndbold. De har mange spillere, som teknisk kan nogle ting, og jeg synes også, at deres spil er godt sat op.

- De spiller meget europæisk inspireret, fordi de har en slovensk træner. De spiller hurtigt, og de har specielt en højre back, som jeg er meget imponeret af. Han har et godt skud og et godt gennembrud.

- De har en meget stærk fysisk stregspiller, og de har en central spiller, som er godt skydende, selv om han er lidt tung i det, påpeger Wilbek.

Danmarks første kamp mod Qatar spilles lørdag klokken 20.15.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV