Wilbeks afløser afviser at have skrevet under med Danmark

Ganske vist vil DHF ikke sige noget om, hvem de vil præsentere på det allerede indkaldte pressemøde, men nu bekræfter islændingen selv, at der er kontakt. Dog afviser han, at der er skrevet under på noget.

- Der er endnu ikke underskrevet en kontrakt, fastslog Gudmundur Gudmundsson ifølge det tyske website handball-world.com efter torsdagens bundesliga-kamp i Mannheim mellem hans nuværende klub Rhein-Neckar Löwen og TBV Lemgo.

Gudmundsson bekræftede dog samtidig, at der er kontakt mellem ham og DHF.

- Der er det her tilbud fra Danmark, erkendte Gudmundur Gudmundsson, men skyndte sig så at placere sin loyalitet hos sin nuværende arbejdsgiver.

- Lige nu tæller for mig kun den næste kamp med 'løverne', og det er i den kommende weekend i Celje, hvor der venter os en heksekedel, og hvor vi gerne vil sikre os vores første sejr i Champions League-gruppen, sagde Gudmundur Gudmundsson.

Og efterlod dermed god plads til spekulation. For først efter søndagens Champions League-kamp - helt præcis på mandag klokken 16 - holder DHF det pressemøde, hvor Danmarks nye landstræner præsenteres.

Gudmundur Gudmundsson har egentlig kontrakt med Rhein-Neckar Löwen frem til sommeren 2015, men islændingen har fået indskrevet en klausul i sin kontrakt med tyskerne, der gør det muligt for ham at slippe fri af aftalen før tid. Det bekræfter den tyske klubs manager Thorsten Storm.

- Gudmundur har i tide informeret os om, at han har fået et tilbud fra et nationalt forbund. En klausul i hans kontrakt giver ham mulighed for at forlade klubben efter denne sæson, men der foreligger endnu ingen afgørelse. Vi håber, at han måske bliver hos os længere end til 2015, sagde Thorsten Storm torsdag aften til handball-world.com.

 

 

 

Dagens Gossip