Wilbeks drenge har en plan: Sådan stækker vi verdens bedste

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

Håndboldlandsholdets største stjerne hedder Mikkel Hansen. Han er vigtig for Danmark, men måske ikke helt så vigtig, som Domagoj Duvnjak er for Kroatien.

- Han er verdens bedste. Han har været to sæsoner i Bundesligaen, og jeg kan ikke huske, jeg har set en dårlig kamp fra hans side.

- Han dækker op, styrer Kroatiens kontrafase, styrer de andre, står for alle assister. Og når armen er oppe, er det ham, der laver målene. Og så laver han andre mål udover det. Han har et fantastisk overblik, som Anders Eggert siger det.

Flere andre profiler er enige. Duvnjak er verdens bedste. Forsvarskæmpen René Toft Hansen mener i hvert fald, at det er Duvnjak, der bør kåres som sådan på søndag.

Inden da skulle han helst have tabt til Danmark i fredagens semifinale.

- Han er svær at dække op. Tager han ikke selv skuddet, får han trukket to mand og spiller streg eller fløj i modsatte side helt fri. Han kan alt, siger Toft, der dog har et bud på, hvad danskerne skal gøre ved HSV Hamburg-spilleren.

- Vi skal tæt på ham hele tiden. Få fat i hans arm, så han ikke kan bevæge den frit og rundt i hele hallen, og så skal vi sørge for at trætte ham, siger René Toft Hansen.

Og det er ikke umuligt, mener stregspilleren, for der trækkes store veksler på Duvnjak, der spillede 55 minutter, da Kroatien onsdag slog Polen.

I begyndelsen var han træfsikker og scorede på fem af syv forsøg før pausen, i anden halvleg blev det kun til en enkelt træffer og flere forbiere.

- Han gik måske lidt ned i anden halvleg. Og selv hvis han spiller en fantastisk første halvleg, skal vi blive ved at pumpe på ham, for så går han måske lidt ned til sidst, siger Toft Hansen.

Lasse Svan Hansen håber, Duvnjak kan lokkes til at gøre, som han plejer. Hvilket danskerne skal udnytte til at erobre bolden og løbe kontra.

- Vi skal forsøge at lokke ham til at tage de skud, han gerne vil tage. Selv om han brænder et par skud, bliver han ved. Og er vi forberedt og opmærksomme, kan vi vende på ham, siger den danske fløj.

EM-semifinalen mellem Danmark og Kroatien begynder klokken 21.

/ritzau/