Wildcard-køreren Kildemand vil have VM-medaljer

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Når Peter Kildemand i 2016-sæsonen for første gang er fast inventar i VM-serien i speedway, så er han der ikke bare for at være i spil til en plads i serien året efter via en plads blandt de otte bedste.

Han er der for at blande sig i striden om VM-medaljer. Det siger han til Ritzau, efter han fredag officielt blev tildelt et wildcard til serien.

- Jeg vil ikke køre grandprixer for at blive i top-otte. Jeg vil køre for at få medaljer. Jeg ved godt, det bliver hårdt, men det er min målsætning at komme derop og blande mig, hvor det er sjovt.

- Det er selvfølgelig fedt at vinde grandprixer og komme på podiet, men det vil være federe at vinde en VM-medalje sammenlagt, siger Peter Kildemand.

I 2015-sæsonen var Kildemand førstereserve og kørte ni ud af 12 grandprixer på grund af en skade til Jaroslaw Hampel. Det resulterede i tre finaler og en enkelt grandprix-sejr.

Kun tre point adskilte velkørende Kildemand fra at være blandt de otte bedste, men trods gode resultater turde Kildemand ikke vide sig for sikker på, at han ville få et wildcard til serien.

- Sidste år synes jeg, at jeg var godt kørende, og jeg følte måske lidt, at jeg blev lidt snydt. Så derfor ville jeg ikke vide mig for sikker på noget i år. Men jeg har taget de chancer, jeg kunne, så jeg synes også, det er fortjent.

- Det var ved at være sidste skud i bøssen, så det var rigtig fedt at få det at vide, siger Peter Kildemand.

Danskeren fik allerede beskeden tidligere på ugen, men det var hemmeligt indtil fredag, hvor VM-arrangørerne annoncerede wildcard-kørerne til 2016-sæsonen.

/ritzau/