Williams blæser Wozniacki af banen i US Open-finale

Caroline Wozniacki må fortsat vente på at vinde sin første grand slam-titel.

Natten til mandag dansk tid tabte tennisspilleren klart med cifrene 3-6, 3-6 til den topseedede Serena Williams i US Open-finalen i New York.

Finalen blev først i andet sæt en oplevelse for publikum. Indtil da var kampen for ulige. Især danskeren begik mange fejl, ikke mindst med forhånden og en svag førsteserv.

24-årige Caroline Wozniacki var også i US Open-finalen for fem år siden. Dengang tabte hun i to sæt til belgieren Kim Clijsters.

32-årige Serena Williams vandt med sejren US Open for tredje gang i træk og sjette gang i karrieren, 15 år efter at hun vandt turneringen for første gang.

Verdensetteren er nu oppe på at have vundet 18 grand slam-titler i damesingle, det samme som landsmændene Martina Navratilova og Chris Evert.

Kun tyskeren Steffi Graf har med 22 titler vundet flere grand slam-turneringer i damesingle i den såkaldte Open Era.

Søndagens finale blev spillet på det store Arthur Ashe Stadium, verdens største tennisstadion, der har plads til 23.000 tilskuere.

De så en nervøs begyndelse på kampen fra de to finalister, som havde meget svært ved at vinde deres egne servepartier. Ikke mindst Caroline Wozniacki havde det svært.

Allerede i kampens første parti havde hun en breakbold, som Serena Williams dog afværgede med et servees, før amerikaneren senere sikrede sig partiet.

Herefter fulgte fem partier med lutter servegennembrud fra de to finalister, som slet ikke kunne få deres førsteserver til at fungere.

Det var to bragende servereturneringer fra Serena Williams, der gav amerikaneren en føring på 2-0.

Herefter fulgte en periode med en del fejl, indtil Williams formåede at holde sin serv til føring på 5-2.

Amerikaneren tiltvang sig en sætbold i det efterfølgende parti, men Caroline Wozniacki fik afværget den og vandt senere sit serveparti for første gang i kampen.

Niveauet i kampen begyndte at stige med længere dueller fra baglinjen, og Serena Williams afgjorde sættet til sin fordel, da hun udspillede danskeren med baghånden.

Statistikken for første sæt talte sit tydelige sprog med 15 vinderslag til amerikaneren mod blot et enkelt til Wozniacki

Andet sæt blev indledt med endnu et servegennembrud fra Serena Williams, som nu havde fundet storspillet frem.

Caroline Wozniacki blev sendt fra side til side af verdensetterens kraftfulde slag, men lidt efter lidt fik danskeren hævet sit niveau.

Publikum jublede, når danskeren formåede at presse favoritten, men det var slet ikke nok.

Caroline Wozniacki lavede blot fire vinderslag i hele kampen mod 29 til vinderen.

Trods nederlaget kan danskeren se tilbage på et meget tilfredsstillende US Open, hvor hun blandt andre eliminerede russeren Maria Sharapova i 1/8-finalen.

/ritzau/

 

 

 

Dagens Gossip