Williams hamrer sig i US Open-finale mod Wozniacki

Tennisspilleren Serena Williams viste skræmmende styrke, da hun fredag spillede sig i finalen ved grand slam-turneringen US Open i New York.

Verdensetteren bankede russeren Ekaterina Makarova ud af banen på Arthur Ashe Stadium med cifrene 6-1, 6-3.

Først i andet sæt kom russeren lidt med, da hun brød til 3-5 i amerikanerens serv.

32-årige Serena Williams møder i finalen danske Caroline Wozniacki, som tidligere fredag besejrede Peng Shuai.

Kineseren måtte trække sig med store smerter efter et krampeanfald, da danskeren førte 7-6, 4-3.

Hvis Caroline Wozniacki skal have bare en lillebitte chance mod Serena Williams i søndagens finale, så kræver det, at danskeren løfter sit spil adskillige niveauer i forhold til semifinalen.

Amerikaneren, der endnu ikke har vundet en grand slam-titel i år, var helt og aldeles uhyggelig, da hun tværede den 17.-seedede Ekaterina Makarova ud.

Serena Williams har vundet US Open de seneste to år, og hun ligner en spiller, der er på vej mod et hattrick i den amerikanske grand slam-turnering, der bliver spillet på hardcourt.

Williams vandt sin første US Open-titel for 15 år siden, og hun er i alt strøget til tops fem gange i turneringen.

Amerikaneren har vundet 17 grand slam-titler i damesingle gennem sin lange karriere, men hun lader på ingen måde til at være mæt.

Caroline Wozniacki har to gange inden for den seneste tid tabt til sin amerikanske veninde, men begge gange tvang danskeren verdensetteren ud i tre sæt.

Samlet fører Serena Williams dog hele 8-1 i indbyrdes opgør over danskeren før søndagens finale.

/ritzau/

Dagens Gossip