Williams lukker tanker om Graf-rekord ude før finale

Skrevet af admin

29/01/2016

Mest læste i dag

Ved US Open i 2015 var der kæmpe forventninger til den amerikanske tennisdronning Serena Williams, som kunne vinde den fjerde ud af fire grand slam-turneringer i kalenderåret samt tangere Steffi Grafs 22 grand slam-titler.

Det pres bukkede Williams under for i semifinalen, som hun tabte sensationelt, men nu står verdensetteren igen med chancen for at komme op på siden af legenden Steffi Graf med finalepladsen i Australian Open.

Den potentielt forestående rekord får dog ikke lov til at finde ind i amerikanerens tanker.

- Jeg vil ikke tænke på det. Det tog en evighed at komme op på 18 (titler), og jeg blev så stresset af det. Det vil jeg ikke opleve igen, siger Serena Williams forud for finalen ifølge TT.

- Jeg lukker det ude, slår hun fast.

Williams går ind til finalen mod tyskeren Angelique Kerber som storfavorit til at tage den titel, som vil gøre hende til medindehaver af rekorden for flest grand slam-sejre siden 1968, hvor professionelle spillere fik adgang til grand slam-turneringerne.

Australieren Margaret Court topper stadig alle tiders liste med 24 titler, men 13 af dem blev vundet før de professionelles indtog i sportens største turneringer.

Steffi Graf kan i hvert fald regne med, at landsmanden Kerber vil gøre alt for at forhindre Serena Williams i at tangere den imponerende rekord.

På pressekonferencen efter Kerbers semifinalesejr over Johanna Konta, blev tyskeren spurgt, om hun følte sig forpligtet til at forsvare Grafs rekord.

- Det synes jeg. Tyskerne må holde sammen, svarede Kerber smilende.

Angelique Kerber står i sin første grand slam-finale nogensinde, men den 28-årige venstrehåndsspiller har tidligere været i semifinalen i både Wimbledon (2012) og US Open (2011).

- Jeg mener, jeg har bevist over for folk, at jeg er en topspiller. Jeg har været fire år i top-10. Jeg kan spille god tennis, siger Kerber.

Serena Williams har domineret kvindetennis tungt de seneste år, og i 8 af de seneste 14 grand slam-turneringer er amerikaneren endt med trofæet i hænderne.

/ritzau/