Williams overvinder forskrækkelse og avancerer i Paris

Skrevet af admin

28/05/2015

Mest læste i dag

Verdensetteren Serena Williams er helt efter planen klar til tredje runde i den prestigefyldte tennisturnering French Open, men hun kom til at kæmpe uventet hårdt torsdag eftermiddag.

Williams var oppe mod verdensranglistens nummer 105, tyskeren Anna-Lena Friedsam, og måtte bruge tre sæt, før den ventede sejr var i hus.

Den 21-årige tysker, der i første runde for første gang vandt en grand slam-kamp, tog sig noget overraskende af første sæt med cifrene 7-5.

Men Williams, som har vundet French Open to gange, vågnede efterhånden op og rystede den indledende forskrækkelse af sig.

Uden at spille op til sit bedste vandt amerikaneren de to næste sæt med 6-3 og 6-3 og kvalificerede sig dermed til tredje runde.

Her risikerer hun et møde med den tidligere verdensetter Victoria Azarenka fra Hviderusland, som har haft et par hårde år og lige nu er nummer 27 i verden.

Azarenka skal dog først klare sig videre fra anden runde, hvor modstanderen er Lucie Hradecka fra Tjekkiet.

/ritzau/