Williams stormer i semifinalen i Istanbul

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Verdens bedste spiller i kvindetennis, Serena Williams, fortsætter med at understrege sin suverænitet i WTA-finalerne i Istanbul.

Amerikaneren er torsdag klar til semifinalen efter en sikker sejr over tjekken Petra Kvitova med 6-2, 6-3. Williams har ikke afgivet sæt i nogen af de tre kampe, hun har spillet i turneringen.

11 serveesser blev det til mod Kvitova, der er seedet nummer fem i turneringen, men som aldrig for alvor kom ind i kampen.

Kvitova skal nu op imod tyske Angelique Kerber i fredagens sidste gruppekamp, hvor de to spillere indbyrdes skal afgøre, hvem af dem, der skal følge Williams i semifinalen.

Det står nemlig klart, at gruppens fjerde spiller, Agnieszka Radwanska, er uden chance for at komme videre. Polakken tabte torsdag til Kerber og rejser dermed hjem med tre nederlag.

I den anden pulje er det fortsat helt åbent inden fredagens kampe. Li Na fra Kina har de bedste kort på hånden med to sejre i to kampe.

Men alle fire spillere kan fortsat komme videre - også Sara Errani, der ellers har åbnet med to nederlag.

Semifinalerne spilles lørdag, mens der er finale søndag.

/ritzau/