Wimbledon-finalist dropper OL grundet zika-frygt

Herrernes tennisturnering ved OL i Rio bliver uden den canadiske superserver Milos Raonic, der i sidste uge tabte Wimbledon-finalen.

Onsdag meddeler han, at han ikke agter at rejse til OL.

Ligesom en lang række golfstjerner angiver han zikavirus som årsagen til OL-afbuddet.

- Det er med et tungt hjerte, at jeg annoncerer, at jeg trækker mig fra turneringen.

- Efter lange overvejelser med min familie og trænere tager jeg beslutningen af sundhedsmæssige betænkeligheder, herunder usikkerheden omkring zikavirus, meddeler Raonic på sin Facebook-side.

Han kalder det en svær personlig beslutning, og han håber ikke, at den vil påvirke andre udøvere.

- Jeg var meget stolt over at konkurrere for Canada ved OL i London i 2012 og på verdensscenen ved en lang række Davis Cup-kampe. Jeg ser frem til at heppe på det canadiske hold denne sommer, lyder det fra Raonic.

Raonic, der tabte Wimbledon-finalen til Andy Murray i tre sæt, ligger nummer syv på verdensranglisten.

Bare en time efter hans afbud til OL, annoncerede nummer fem på kvindernes verdensrangliste, Simona Halep, sit afbud med samme begrundelse.

- Årsagen til min beslutning er bekymring for zikavirus. Efter flere snakke med min læge og min familie konkludere jeg, at risikoen var for stor for min karriere og mit helbred, særligt som kvinde.

- Familie betyder for meget for mig til, at jeg vil risikere ikke at kunne stifte familie efter karrieren, meddeler hun på Facebook.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip