Wimbledon-helt flår Wozniacki af tronen

Ni år i træk er Caroline Wozniacki blevet hædret, når dansk tennis har gjort status på det forgange år. Nu er det slut.

Efter kåringer som årets danske juniorspiller i årene 2003-2006 og efterfølgende fem år som årets danske seniorspiller fra 2007-2011 er Wozniacki væltet af tronen af 29-årige Frederik Løchte Nielsen, der er årets danske tennisspiller i 2012.

Den danske vinder af årets Wimbledon-turnering i double vandt suverænt afstemningen blandt sportsredaktører, sportsjournalister, tennisskribenter og tenniskommentatorer, hvorfor hovedpersonen onsdag modtog pris og hæder.

I Dansk Tennis Forbund glæder man sig på den nye danske tennishelts vegne.

- Alle i og omkring Dansk Tennis Forbund under Frederik Løchte Nielsen hæderen som årets tennisspiller 2012. Frederiks triumf i Wimbledon inspirerer enhver til at tro på, at meget kan lykkes, så længe passion følges op med hårdt arbejde.

- Jeg finder det i øvrigt slet ikke urealistisk, at Frederik senere i karrieren atter vinder en grand slam-titel i double, siger forbundets elite- og talentchef, Niklas Rosengren.

Frederik Løchte Nielsen vandt prisen foran Caroline Wozniacki og Davis Cup-holdet.

Triumfen i Wimbledon kom i hus sammen med den britiske makker Jonathan Marray, og selv om Frederik Løchte Nielsen satser mest på singlekarrieren, er han gået fra at være nummer 99 i verden til en placering som nummer 21 i double.

Duoen nåede desuden semifinalen i sæsonfinalen i London.

2012 bød også på succes for Davis Cup-holdet anført af Frederik Løchte Nielsen. Holdet overlevede i Europa/Afrika Group 1.

Selv om Caroline Wozniacki ikke helt kunne følge op på sæsonerne i 2010 og 2011, hvor hun sluttede som verdens nummer 1, endte hun også i 2012 i verdens top-10.

Frederik Løchte Nielsen var forud for kåringen ydmyg omkring sin egen præstation i 2012 sat op mod endnu et år i verdenstoppen i single fra Wozniackis side, men vinde prisen som årets spiller ville han gerne.

- Det er fint at få anerkendelse for ens arbejde, for der er mange store tennisnavne, der gennem årene har vundet den, så det vil jeg sætte pris på, sagde han.

Hos juniorerne gik prisen i 2012 til U/13- og U/15-holdet, der vandt de nordiske mesterskaber for hold.

/ritzau/

 

Dagens Gossip