Wimbledon-vinder er i spidsen for danske underdogs

Skrevet af admin

08/09/2015

Mest læste i dag

Wimbledon-vinderen Frederik Løchte Nielsen er det største navn på et undertippet dansk tennislandshold, der senere på måneden møder mægtige Spanien i Davis Cup.

Landstræner Kenneth Carlsen har tirsdag udtaget den danske kvartet til mødet med spanierne, der tropper op med Rafael Nadal og David Ferrer i spidsen.

Ud over Løchte Nielsen har Carlsen valgt Mikael Torpegaard, Søren Hess-Olesen og Thomas Kromann, og landstræneren tror på en dansk sensation i Odense Idrætshal.

- Spanien er kæmpe favorit, men jeg er så optimistisk at mene, at vi har en chance for at vinde. Vi tror på egne evner, og vi jagter sensationen, siger Kenneth Carlsen i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.

- Det er en cadeau til spillerne, at vi nu møder en af verdens største tennisnationer. Muligheden er kun opstået på grund af fremragende resultater og en god holdånd igennem flere år, lyder det fra Kenneth Carlsen.

Den aktuelle verdensrangliste underbygger, at det danske mandskab kommer på en kæmpe opgave.

Mens Ferrer og Nadal er henholdsvis nummer syv og otte i verden, skal man langt ned ad listen for at finde de danske navne.

Frederik Løchte-Nielsen, der i 2012 vandt Wimbledon i herredouble, er bedst rangeret på singlelisten som nummer 256. Mikael Torpegaard er nummer 922 og Søren Hess-Olesen 980.

Davis Cup-kampen mod Spanien spilles 18.- 20. september.

/ritzau/