Wimbledon-vinder stopper karrieren

Tidligt torsdag morgen dansk tid bekendtgjorde Bartoli nemlig, at hun stopper karrieren med øjeblikkelig virkning efter at være blevet slået ud af WTA-turneringen i Cincinnati.

- Jeg har smerter alle vegne, når jeg har spillet i mellem 45 minutter og en time. Jeg har gjort det her så længe. Og ja, det handler kun om kroppen. Jeg kan ikke gøre det længere, sagde Bartoli på et pressemøde, mens hun kæmpede med at holde tårerne tilbage.

- Min krop var begyndt at falde fra hinanden. Jeg var i stand til at holde sammen på den og komme gennem smerterne - og det var mange smerter -  gennem Wimbledon-turneringen. Det var formentlig den sidste lille smule, der var tilbage i mig.

- Jeg har spillet i lang, lang, lang tid, og nu er det slut for mig. Det er det, hulkede Bartoli.

Hun forklarede hvilke dele af kroppen, der gør det umuligt for hende at fortsætte:

- Min achillessene gør meget ondt, så jeg kan egentlig ikke gå normalt efter en kamp som denne, især ikke på hard court, hvor underlaget er så hårdt. Og min skulder og mine hofter og min nedre ryg. En tennisspillers krop, som er brugt så mange år, min krop er bare færdig.

Forudsat at den franske kvinde ikke ombestemmer sig, blev rumæneren Simona Halep karrierens sidste modstander. Bartoli vandt første sæt 6-3, men tabte de to næste 4-6, 1-6.

I modsætning til Caroline Wozniacki nåede Bartoli aldrig toppen af verdensranglisten. Hendes bedste placering er en syvendeplads, som hun opnåede 30. januar 2012 - og som hun tangerede efter sin Wimbledon-sejr i år. Gennem karrieren vandt hun 490 kampe og tabte 298, mens hendes samlede præmiepenge gennem de mere end 13 år løber op i godt 11 millioner dollars svarende til 62 millioner kroner.

Dagens Gossip