Wimbledon: Williams indleder titelforsvar

Den femdobbelte Wimbledon-mester Serena Williams spillede sig tirsdag videre til anden runde af grand slam-turneringen i London uden de store problemer.

Amerikaneren, der er forsvarende mester, vandt 6-1, 6-3 over Mandy Minella fra Luxembourg.

Kun i andet sæt skulle Serena Williams anstrenge sig lidt, efter at hun kom bagud 0-2. Men spænding om udfaldet var der aldrig.

Sejren var Serena Williams' nummer 32 i træk, og hun virker som en klar favorit til at vinde turneringen igen. Amerikaneren har vundet 75 af sine seneste 78 kampe.

Rekorden for flest sejre i træk har storesøster Venus Williams, som i 2000 vandt 35 kampe i træk.

- Jeg tænker aldrig på denne stime. Jeg går bare ind til alle kampe som en ny, siger Serena Williams ifølge AFP.

I anden runde møder Serena Williams franske Caroline Garcia.

/ritzau/

Dagens Gossip