Witherpoon og Phoenix sammen igen

For otte år siden fik Reese Witherspoon og Joaquin Phoenix stor succes med deres samspil i »Walk the Line« og nu mødes de på biograflærredet igen. De har begge sagt ja til at medvirke i Paul Thomas Andersons filmatisering af den amerikanske forfatter Thomas Pynchons psykologiske spændingsroman »Inherent Vice« fra 2009.

Handlingen udspiller sig i Los Angeles 1969 og ’70 på baggrund af sagen mod Charles Mansons morderiske kultfamilie.

Phoenix skal spille den mandlige hovedperson, den potrygende privatdetektiv Larry »Doc« Sportello, mens det endnu er uvist, hvilken rolle instruktøren har tiltænkt Witherspoon. Et godt bud kunne dog være Sportellos ekskæreste Shasta Fay Hepworth, som er i problemer og opsøger detektiven med en opgave.

Med Phoenix og Witherspoon på rollelisten er Anderson ved at være klar til indspilning og kameraerne begynder angiveligt at rulle inden udgangen af maj. Resten af instruktørens hold tæller navne som Benicio Del Toro, Owen Wilson, Jena Malone og Martin Short.

Ifølge Hollywoods branchepresse er Witherspoons medvirken sandsynligvis et udtryk for, at Charlize Theron har trukket sig fra projektet.

Rollen som June Carter i »Walk the Line« indbragte skuespillerinden Oscar, mens Phoenix måtte nøjes med en nominering for sin præstation som Johnny Cash.

Dagens Gossip