Wolfsburg henter forsvarsklippe hos Bayern München

Skrevet af admin

30/08/2015

Dagens topnyheder

Nicklas Bendtners tyske klub Wolfsburg køber defensivt ind hos ligakonkurrenterne Bayern München.

Den 31-årige brasilianske forsvarsspiller Dante skifter fra de tyske mestre til Wolfsburgs pokalmestre. Det oplyser Bayern München på klubbens hjemmeside.

Overgangssummen er ikke oplyst.

Dante mangler dog fortsat at bestå det obligatoriske lægetjek. Såfremt brasilianeren klarer den forhindring, skriver han under på en treårig kontrakt.

Dante nåede at spille tre år for Bayern München, med hvem han vandt Champions League i 2013. Så sent som lørdag var han også på banen i 3-0-sejren over Bayer Leverkusen.

- Vi vil gerne takke Dante for indsatsen. Bayern München har haft stor succes i løbet af hans tid i klubben med mange vidunderlige øjeblik og trofæer.

- Vi har også lært Dante at kende som en meget venlig person, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger Bayern Münchens bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge.

Dante har spillet 14 landskampe for Brasilien.

/ritzau/