Wonderful Copenhagen lægger budget frem efter Eurovision

Wonderful Copenhagen følger nu i hælene på DR og fremlægger sine Eurovision-dokumenter.

Pressechef i Wonderful Copenhagen, Emil Spangenberg, siger således til metroxpress, at turistselskabet senest fredag vil offentliggøre sine dokumenter i sagen.

- Der er enighed blandt parterne om at lægge dokumenterne frem, og det, synes vi, er positivt, siger han.

DR valgte tirsdag at offentliggøre de omdiskuterede dokumenter om kontrakter fra Eurovision-arrangementet i maj. Og kulturminister Marianne Jelved (R) opfordrede Wonderful Copenhagen til at gøre det samme.

- Der er to parter i denne sag. Derfor sender jeg en stærk appel til Wonderful Copenhagen om, at de også lægger deres dokumenter frem, når nu DR har gjort det, sagde kulturministeren tirsdag aften til TV-Avisen.

I et notat fra Folketingets statsrevisorer fremgår det, at udgifterne til forårets Eurovision i maj på Refshaleøen løb op i 334 millioner kroner brutto.

DR har haft udgifter for 197 millioner kroner for musikarrangementet, mens Wonderful Copenhagens projektselskab har haft udgifter for 137 millioner kroner mod et oprindeligt budget på 34,6 millioner kroner.

Ifølge kontrakten sikrede DR sig, at hele det økonomiske ansvar for at omdanne de gamle skibsværftshaller på Refshaleøen, hvor showet blev afviklet, udelukkende lå hos Wonderful Copenhagen.

/ritzau/

Dagens Gossip