Woods må afgive prestigefyldt førsteplads efter syv år

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

Siden 2007 har Tiger Woods kunnet glæde sig over at have sportsverdenens mest værdifulde brand, men nu er golfspilleren stødt af tronen.

Pengemagasinet Forbes har i sin seneste top-10-opgørelse over sportsstjerners markedsføringsværdi sendt Woods ned på andenpladsen.

Han er blevet fortrængt af basketballspilleren LeBron James, som blandt andet er sponseret af Nike, McDonalds og Coca-Cola.

"King James" vurderes ifølge Forbes til at være 37 millioner dollar værd i personlige sponsorater (218 millioner kroner).

Det er lige præcis en million dollar mere end Woods, som i det forgangne år har mistet en sponsoraftale med computerspilfirmaet Electronic Arts, der ikke længere vil udgive et golfspil med amerikaneren på forsiden.

På tredjepladsen finder man tennisspilleren Roger Federer, der menes at kunne trække 32 millioner dollar i sponsorater, selv om hans seneste grand slam-sejr ligger mere end to år tilbage.

Derudover er der to fodboldspillere på top-10-listen, Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Den fulde liste ser ud som følger:

1. LeBron James (basketball), 37 millioner dollar.

2. Tiger Woods (golf), 36 millioner dollar.

3. Roger Federer (tennis), 32 millioner dollar.

4. Phil Mickelson (golf), 29 millioner dollar.

5. Mahendra Singh Dhoni (cricket), 20 millioner dollar.

6. Usain Bolt (atletik), 19 millioner dollar.

7. Cristiano Ronaldo (fodbold), 17 millioner dollar.

8. Kobe Bryant (basketball), 15 millioner dollar.

9. Lionel Messi (fodbold), 12 millioner dollar.

10. Rafael Nadal (tennis), 10 millioner dollar.

Listen tager kun udgangspunkt i sportsstjernernes brandværdi i forhold til personlige sponsorater, ikke deres løn eller præmiepenge.

/ritzau/