Woods redder sig fra fiasko - McIlroy har stor føring

Tiger Woods kommer kun lige akkurat videre til finalerunderne ved majorturneringen British Open.

Det står klart, efter at den amerikanske golfstjerne fredag måtte bruge hele 77 slag på anden runde.

Med samlet 146 slag er den 14-foldige majorvinder placeret som delt nummer 56, hvilket lige er nok til at sende ham videre.

Amerikaneren så ud til at være på vej til at gå en dårlig runde, men på 17. hul gik han fra ondt til værre med en triple bogey på par 4-hullet.

En birdie på 18. hul sendte dog Tiger Woods over cutgrænsen igen.

Med de 146 slag er han langt efter den førende, irske Rory McIlroy.

Han udbyggede sin føring med en runde i 66 slag, præcist som i første runde.

Torsdag lavede McIlroy seks birdies, mens han fredag blev noteret for hele syv af slagsen, samt en enkelt bogey.

Ireren har med samlet 132 slag en føring på hele fire slag ned til amerikaneren Dustin Johnson, som gik fredagens bedste runde i 65 slag.

Thorbjørn Olesen, som torsdag brugte 75 slag, kunne fredag nøjes med en runde i 71 slag, et under banens par.

Dermed er 24-årige Olesen placeret på en delt 56.-plads i 146 slag, side om side med Tiger Woods, så han kommer også videre.

Danskeren var faktisk på vej mod en endnu bedre placering, da han lavede tre birdies på første halvdel af runden.

Bogeys på både 13. og 16. hul sendte imidlertid Thorbjørn Olesen længere ned i den samlede stilling.

Thomas Bjørn er også videre til weekendens finalerunder, efter at han gik fredagens runde i 71 slag.

Med samlet 141 slag ligger danskeren på en delt 15.-plads.

Anden runde blev dog noget mere omskiftelig for Thomas Bjørn end torsdagens, hvor han lavede to birdies og gik resten af hullerne i par.

Fredag blev han noteret for fire birdies og tre bogeys. Birdies på 12. og 16. hul sendte dog danskeren højere op i den samlede stilling.

Den forsvarende mester, Phil Mickelson, fik spillet sig op med en runde i 70 slag.

Amerikaneren er i samlet 144 slag på en delt 31.-plads.

/ritzau/

Dagens Gossip