Woods vinder årets fjerde sejr

Den 37-årige amerikaner vandt dermed årets fjerde turneringssejr, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før han igen vinder en major. Woods vandt med to slags afstand ned til sine nærmeste konkurrenter, amerikanerne Kevin Streelman, Jeff Maggert og svenske David Lingmerth, der alle måtte dele andenpladsen.

- Jeg er ved at blive bedre. Det var svært. Forholdene blev drilske, og jeg havde svært ved at læse mine putt, sagde Woods efter triumfen.

Men det lignede ellers et omspil mellem Woods og spanieren Sergio Garcia, der er kendt for at have et anstrengt forhold til netop Woods. Et forhold, der ikke ligefrem blev bedre om lørdagen, hvor de gik sammen, og hvor Garcia bagefter mente, at Woods ikke havde vist ham den fornødne respekt undervejs.

- Jeg vil ikke lyve. Han er ikke min favorit-fyr at spille sammen med. Han er ikke den flinkeste fyr på touren.

- Vi nyder ikke hinandens selskab, det skal man ikke ligefrem være raket-ingeniør for at regne ud, sagde Garcia efter at have gået tredje runde med Woods, hvor spanieren mente, at Woods bevidst distraherede ham ved at tage en kølle frem, da det var Garcias tur.

Woods mente, at Garcia bare brokkede sig, og til sidst på fjerdedagen fik amerikaneren sin hævn, da nerverne åbenbart overmandede spanieren ved 17. hul.

Her endte Garcia med at slå kuglen i vandet med sit tee-slag. Det gjorde han endda to gange, og da han gjorde igen på 18. og sidste hul, missede han ikke bare et omspil med Woods om førstepladsen, men endte helt uden for top 5.

Det var anden gang i karrieren, at Woods vinder Players-titlen, første gang ligger tolv år tilbage i karrieren.

Dagens Gossip