Woody Allen: Jeg har aldrig misbrugt min adoptivdatter

Den verdenskendte filminstruktør Woody Allen afviser beskyldningerne fra sin adoptivdatter om, at han skulle have misbrugt hende.

78-årige Allen har valgt at skrive et åbent brev til New York Times. Heri lyder det, at sexanklagerne er en fabrikeret løgn fra adoptivdatterens mor, skuespilleren Mia Farrow, som han har kæmpet mod om forældreretten til parrets børn.

Adoptivdatteren Dylan Farrow valgte for nylig at skrive et brev til den amerikanske avis, hvori hun beskyldte Woody Allen for misbruget.

- Jeg har ikke misbrugt Dylan. Jeg elskede hende, og jeg håber, at hun en dag vil indse, at hun blev snydt for at have en kærlig far og udnyttet af en mor, som gik mere op i sin betændte vrede end hendes datters velbefindende, skriver Woody Allen i sit brev.

Sagen kom op i medierne i 1993, efter at Dylan Farrow havde fortalt sin mor om de påståede overgreb. Woody Allen afviste dengang alle anklager, og sagen kom aldrig for retten.

Den nu 28-årige Dylan Farrow beskylder stjerneinstruktøren for at have misbrugt hende, da hun var syv år. Misbruget skal have fundet sted i et pulterrum i deres hjem.

Dylan Farrow begynder det åbne brev således:

"Hvad er din favoritfilm med Woody Allen? Før du svarer, skal du vide, at da jeg var syv år, tog Woody Allen mig i hånden og med ind i et skabslignende pulterrum på anden sal i vores hus."

"Han bad mig lægge mig på maven og lege med min brors elektriske tog. Så misbrugte han mig seksuelt."

Ifølge Dylan Farrow havde misbruget stået på i lang tid. Dylan Farrow bor i dag i Florida under et andet navn.

Allen gik fra Mia Farrow, efter at han havde indledt et forhold til hendes adoptivdatter fra et tidligere ægteskab, Soon-Yi Previn.

Dylan Farrow beskylder Hollywood for at dække over Allens forbrydelser ved at ære hans film. Den seneste film, "Blue Jasmine", er nomineret til tre Oscars.

/ritzau/

Dagens Gossip