Worre forlænger sin aftale med DCU

Det meddeler Danmarks Cykle Union (DCU) i en pressemeddelelse, hvor det også bliver slået fast, at Worre skal være løbsdirektør i en fler-årig aftale.

- Det har hele tiden været hensigten, at Jesper Worre skulle fortsætte som løbsdirektør, så vi er naturligvis glade for, at det nu også formelt er aftalt. Post Danmark Rundt er et fantastisk arrangement, som Jesper Worre har været med til at gøre til en kæmpe begivenhed. Vi glæder os naturligvis til, sammen med Jesper, at udvikle løbet endnu mere de kommende år, forklarer Danmarks Cykle Unions formand, Niels Sørensen.

Jesper Worre kan nu koncentrere sig fuldt og helt om at udvikle det cykelløb, han har vundet som aktiv i 1986 og siden har været med til at etablere som en fast publikumsmagnet i det danske sommerland.

Tidligere på året fratrådte Worre sin stilling som direktør i Danmarks Cykle Union, hvor han har været en omstridt figur, ikke mindst efter den lækage for manglende whereabouts, som i 2007 endte med at sende Michael Rasmussen ud af Tour de France iført den gule førertrøje.

Dagens Gossip