Wozniacki åbner Wimbledon mod israeler

Caroline Wozniacki får en overkommelig start på Wimbledon, hvor hun skal møde israelske Shahar Peer i første runde.

Den tidligere verdensetter må betegnes som storfavorit mod Peer, der rangerer som nummer 86 på verdensranglisten.

Danskeren har desuden et godt kendskab til den 27-årige israeler, der i en kort overgang dannede makkerpar med Wozniacki i double.

De to har mødtes seks gange, Wozniacki fører 5-1 i den indbyrdes statistik.

Hvis det lykkes 16.-seedede Wozniacki at slå Shahar Peer, så venter britiske Naomi Broady eller Timea Babos fra Ungarn i anden runde. Opgaver som danskeren burde være i stand til at klare.

I tredje og fjerde runde risikerer danskeren at stå over for henholdsvis australske Samantha Stosur og Li Na fra Kina, hvis de to spillere lever op til deres seedninger.

Li Na indtager i øjeblikket andenpladsen på verdensranglisten, mens Stosur er nummer 17.

Wozniacki har i denne uge slået Samantha Stosur i Eastbourne, der ligesom Wimbledon bliver spillet på græs.

Caroline Wozniacki er aldrig kommet længere end til fjerde runde ved den prestigefyldte grand slam-turnering syd for London.

/ritzau/

Dagens Gossip