Wozniacki banker Grand Slam-vinder

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er videre i WTA-turneringen i Cincinnati efter en vigtig sejr over den tidligere Wimbledon-vinder Petra Kvitova med cifrene 3-6, 6-2, 6-3.

Det så ellers ikke godt ud for danskeren efter første sæt. Her tog begge spillere deres første partier ind til stillingen 3-3. Men så stak Kvitova af, efter at hun brød Wozniackis serv til 4-3, og tog sættet 6-3.

Andet sæt var anderledes positivt set med danske øjne. Kvitova lagde ud med at hente sit eget parti til 1-0, men derefter gik de efterfølgende fem partier til Caroline Wozniacki.

Den danske tidligere verdensetter havde muligheden for at vinde sættet i Kvitovas serv, men tjekken holdt fast og udlignede til 2-5. Wozniacki kunne dog kort efter serve sættet hjem.

Tredje sæt så ud til at blive en lidt for spændende affære, da Kvitova bragte sig foran 3-1. Men herefter tog Wozniacki de resterende partier og vandt kampen ved at bryde Kvitova til 6-3.

Danskeren havde inden kampen ikke vundet over tjekken siden 2010, og Kvitova førte 4-3 i indbyrdes opgør og havde tilmed vundet de seneste tre opgør mellem de to.

Samtidig ligger Kvitova nummer ni i verden, én plads højere end danskeren.

I kvartfinalen venter endnu en stor udfordring for Wozniacki, nemlig verdens nummer to, Victoria Azarenka. Der står til gengæld 5-2 i dansk favør i indbyrdes opgør.

De to har dog ikke spillet mod hinanden siden 2011, hvor de kun nåede at spille få partier, før Azarenka måtte trække sig.

Turneringen i Cincinnati er en af forberedelsesturneringerne frem mod årets sidste grand slam-turnering, US Open. I næste uge gælder det turneringen i New Haven, hvor Wozniacki vandt fire år i træk fra 2008 til 2011.

/ritzau/

Dagens Gossip