Wozniacki: Det kunne være gået begge veje

Samantha Stosur kunne lige så vel have vundet WTA-finalen i Moskva, som Caroline Wozniacki kunne. Den tidligere danske verdensetter i tennis erkendte, at det var en meget tæt kamp.

Wozniacki vandt kampen 6-2, 4-6 og 7-5, efter danskeren havde misset to matchbolde mod Stosur.

- Det var en hård kamp, og den kunne være gået begge veje. Man vinder nogle, og man taber nogle. Sådan er sporten, siger Wozniacki ifølge nyhedsbureauet AFP.

Med sejren i Kremlin Cup nåede Wozniacki op på to WTA-titler i år og 20 i hele karrieren. Det lignede ellers en sejr til Stosur i begyndelsen af tredje og afgørende sæt, men Wozniacki kæmpede sig flot tilbage.

- Jeg formåede at vinde de rigtige point på de rigtige tidspunkter. Jeg forsøgte at blive ved med at være aggressiv, blive tæt ved baglinjen og bare diktere spillet, forklarer Wozniacki.

Kampen varede to timer og 13 minutter, og danskeren lover allerede nu, at hun vender tilbage til turneringen i Moskva næste år.

- Det er altid rart at komme til en turnering, som man har vundet før, siger Wozniacki.

Wozniacki kan med sejren i Moskva sætte 122.000 dollar, eller hvad der svarer til knap 700.000 danske kroner, ind på bankkontoen. Stosur må nøjes med det halve i præmiesum.

 

Dagens Gossip