Wozniacki dropper maraton i New York

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

Sidste år løb tennisstjernen Caroline Wozniacki sin første maraton, da hun gennemførte New York City Marathon i en fin tid, men succesen bliver ikke gentaget i år.

Wozniacki, der i sidste uge røg ud af US Open allerede i anden runde, begiver sig ikke ud på de godt 42 kilometer i storbyens gader, som hun i 2014 gennemførte i tiden 3.26,33 timer.

- Jeg løber ikke New York City Marathon i år. Jeg støtter stadig Team For Kids og er ambassadør, men i år dropper jeg maratonen. Jeg gør det måske igen om et par år, siger Caroline Wozniacki til jp.dk.

Team For Kids samler penge ind for at gennemføre gratis eller billige træningsaktiviteter for børn, der ellers ikke ville have mulighed for at få motion.

Wozniacki kunne sidste år donere 300.000 kroner til organisationen efter sin vellykkede maratondebut, som blandt andet blev overværet af en jublende Serena Williams.

/ritzau/