Wozniacki efter arbejdssejr: Jeg var lidt heldig

Hun skulle lige i gang, Caroline Wozniacki, da hun spillede sin første kamp efter det flotte US Open, hvor hun nåede finalen.

Både i slutningen af andet sæt og starten af tredje sæt lignede danskeren en taber mod australieren Jarmila Gajdosova, der er nummer 91 i verden.

Men det lykkedes Wozniacki at vinde 4-6, 7-5, 6-3 i anden runde af WTA-turneringen i Tokyo.

- Jarmila spillede godt, og det tog mig lidt tid at komme i gang efter de gode uger i New York.

- Jeg var en smule heldig og formåede at spille godt på vigtige tidspunkter, så heldigvis kom jeg i gennem, siger Caroline Wozniacki i det efterfølgende vinderinterview på banen.

I kvartfinalen fredag skal Wozniacki møde spanieren Carla Suárez Navarro, der ligger nummer 19 i verden.

Turneringen i Tokyo er en af de sidste muligheder for at samle point til "Road to Singapore"-listen, der bestemmer hvilke otte spillere, der træder direkte ind i den afsluttende sæsonfinale.

Her rangerer danskeren aktuelt som nummer ni.

/ritzau/

Dagens Gossip