Wozniacki efter Australien-exit: Det er meget frustrerende

Skrevet af admin

18/01/2016

Mest læste i dag

Det var en meget skuffet Caroline Wozniacki, der efter nederlaget i første runde ved Australian Open mandag skulle prøve at sætte ord på endnu et tidligt grand slam-exit.

- Jeg skulle have lukket kampen i to sæt. Ingen tvivl om det. Det er virkelig frustrerende at sidde her lige nu, siger hun.

Efter at have vundet første sæt stensikkert gik noget galt for danskeren ved stillingen 4-2 i andet sæt.

- Jeg tror, at jeg gav hende lov til at komme ind i kampen. Hun gik lidt mere efter den og vandt nogle lange partier, og lige pludselig blev det mere lige, end det burde have været, lyder forklaringen fra den 25-årige dansker.

Siden hun var i semifinalen i Australian Open i 2011, er det hvert år siden gået et skridt tilbage. Forklaringen på, hvorfor hun ikke længere klarer sig godt, leder hun også selv efter.

- Jeg ved det ikke. Men nu kan det da kun gå fremad, siger hun galgenhumoristisk.

Kampen blev spillet mandag eftermiddag i stegende hede i Melbourne. Ved kampstart var der 35 grader og bagende sol over Hisense Arena, og varmen havde en indvirkning på Wozniacki, indrømmer hun.

- Det var rigtig varmt derude. Jeg tror, at det var os begge, der havde det varmt. Det var lidt ubehageligt at spille derude på et tidspunkt, da solen stod lige ned på mig. Men man ved, at det kan blive så varmt i Australien, så det må man tage med, siger hun.

Efter en sæsonoptakt, hvor meget har flasket sig efter Wozniackis hoved, kaster skuffelsen i Melbourne en skygge over resten af sæsonen.

- Det er virkelig en dårlig start på sæsonen. Men det er bare tilbage på træningsbanen og kig fremad, siger Wozniacki, der næste gang skal spille i Sankt Petersborg.

/ritzau/