Wozniacki efter exit: Jeg misbrugte mine chancer

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

Tredje runde blev den sidste i dette års Australian Open for Caroline Wozniacki, der tidligt lørdag dansk tid blev slået af det spanske stortalent Garbine Muguruza.

Kampen måtte afgøres i tre sæt, selv om den danske tennisspiller havde vundet første sæt og klart havde overtaget i andet. Opgøret endte 4-6, 7-5, 6-3 til spanieren efter to timer og 14 minutters spil.

- Jeg havde en hel del chancer. Jeg vandt første sæt og var foran i andet. Jeg havde breakpoints i flere af hendes partier. Jeg havde muligheden for at trække fra og nok lukke kampen, siger en ærgerlig Caroline Wozniacki efter kampen.

- Det er nogle gange, hvad der sker. Du udnytter ikke dine muligheder. Jeg synes ikke, at jeg gjorde noget særlig forkert. Jeg synes også, at hun spillede noget virkelig godt tennis. Det var bare lidt uheldigt, tilføjer hun.

Et exit i tredje runde er Wozniackis dårligste resultat i Australian Open siden 2009.

I 2012 var hun i kvartfinalen i samme turnering, men siden da er en plads i fjerde runde for et år siden det bedste, hun har opnået ved en grand slam-turnering.

Sidste år blev anden runde endestation ved både Wimbledon og French Open, mens hun nåede til tredje runde i US Open. Alle nederlag var til lavere rangerede spillere.

Danskeren selv tror dog fortsat på, at det kan lykkes at komme tilbage og spille sig til gode resultater:

- Jeg har slået mange af de spillere, der er videre i dag. Man skal bare træne videre, siger Wozniacki, der dog erkender, at hun er ked af det og skuffet efter lørdagens nederlag.

Hun spår sin spanske modstander en stor fremtid i toptennis. Muguruza er allerede kravlet op til nummer 38 på verdensranglisten fra nummer 63 ved årsskiftet.

- Hun er helt sikkert en god spiller, og hun har slået gode spillere før. Hun er på en bølge. Jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at se meget mere til hende i fremtiden, siger Caroline Wozniacki, der lige nu ligger nummer 10 i verden.

/ritzau/