Wozniacki efter finalenederlag: Ivanovic var aggressiv

Skrevet af admin

21/09/2014

Mest læste i dag

For anden gang på to uger måtte den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki sande, at hendes anstrengelser i en finale ikke rakte til en turneringssejr.

14 dage efter US Open-nederlaget til Serena Williams viste også Ana Ivanovic sig for stærk. Serberen sejrede 6-2, 7-6 ved WTA-turneringen i Tokyo.

Danskeren gjorde, hvad hun kunne, men det var ikke nok på dagen.

- Jeg prøvede at serve og returnere godt. Jeg prøvede at slå de første par slag yderligt for at få hende ud at løbe, men Ana spillede meget aggressivt, siger Caroline Wozniacki.

Det var tredje gang i træk, at Ivanovic sejrede i en kamp mod Wozniacki. Men i modsætning til deres opgør tidligere i år mødte danskeren op i sin bedste form.

- Jeg er meget glad, fordi Wozniacki er en dygtig defensiv spiller, der sender mange bolde tilbage. Jeg forsøgte virkelig at komme til nettet og afslutte mange bolde fra nettet, siger Ivanovic.

Søndagens sejr udløste hendes fjerde WTA-turneringssejr i 2014. Det har kun verdensetteren Serena Williams gjort bedre i år med seks titler.

- Det var fysisk hårdt. Vi havde mange lange dueller, så det er helt utroligt at vinde denne titel, siger Ivanovic.

Søndagens finalister kæmper for at kvalificere sig årets sæsonfinale i Singapore. De otte bedste deltager, og på listen "Road to Singapore" lå Ivanovic og Wozniacki henholdsvis nummer otte og ni inden turneringen i Tokyo.

Det er dog aktuelt tilstrækkeligt for dem begge, da kineseren Li Na - nummer seks på listen - tidligere på ugen meddelte, at hun indstiller karrieren.

Allerede i den kommende uge deltager både Wozniacki og Ivanovic i turneringen Wuhan Open i Kina. Lodtrækningen har formet sig sådan, at de kan møde hinanden igen allerede i tredje runde. Danskeren er oversidder i første runde.

/ritzau/AFP