Wozniacki er blandt de bedste fire i Luxembourg

Skrevet af admin

18/10/2013

Mest læste i dag

Caroline Wozniacki er klar til semifinalen i WTA-turneringen i Luxembourg.

Den danske tennisspiller vandt fredag aften i tre sæt 6-3, 3-6 og 6-3 over Bojana Jovanovski fra Serbien og er dermed blandt de fire bedste i turneringen.

Serberen er nede som nummer 38 på verdensranglisten, men ikke desto mindre har hun haft et godt tag på Wozniacki de seneste gange, de to har mødtes.

Jovanovski vandt tidligere på året over danskeren i French Open og i WTA-turneringen i Rom, men her fik Wozniacki altså revanche.

Danskeren startede stærkt, og det lignede en problemfri aften, da hun tog første sæt med 6-3.

Men serberen kom tilbage i andet sæt, som hun vandt med de samme cifre, og så skulle der et tredje sæt til at afgøre kampen i den lille luxembourgske hal.

Her var danskeren bedst. Det hele blev reelt afgjort, da Wozniacki brød Jovanovskis serv og bragte sig foran 4-2.

De to spillere holdt efterfølgende deres serv, og så kunne Wozniacki serve sættet og kampen hjem til 6-3.

I semifinalen venter et møde med enten Wimbledon-finalisten Sabine Lisicki fra Tyskland eller italieneren Karin Knapp.

Wozniackis hidtil bedste resultat i Luxembourg Open kom i 2008, hvor hun nåede finalen.

/ritzau/