Wozniacki er tilbage i verdens top-fem

Selvom Caroline Wozniacki skuffende røg ud allerede efter to kampe ved Australian Open, er den danske tennisstjerne avanceret på verdensranglisten, der er blevet opdateret mandag.

Wozniacki har taget tre skridt frem på ranglisten og er nu nummer fem i verden.

Danskeren har overhalet serberen Ana Ivanovic, canadieren Eugenie Bouchard og Agnieszka Radwanska fra Polen.

Det skyldes, at de tre spillere havde væsentligt flere ranglistepoint at forsvare ved Australian Open end Wozniacki, der i 2014 røg ud i tredje runde af den første grand slam-turnering på sæsonen.

Det er første gang, at 24-årige Wozniacki er blandt verdens på papiret fem bedste siden 2012.

De fire første placeringer på kvindernes verdensrangliste er der efter Australian Open ikke blevet rykket rundt på.

Amerikanske Serena Williams, som vandt finalen i Melbourne, indtager førstepladsen, mens russiske Maria Sharapova, der stod over for Williams i finalen, fortsat er nummer to.

Simona Halep fra Rumænien og Petra Kvitova fra Tjekkiet ligger henholdsvis nummer tre og fire på ranglisten.

/ritzau/

Dagens Gossip