Wozniacki er ude af Australian Open

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er ude af Australian Open efter en neglebider-kamp mod russeren Svetlana Kuznetsova.

Der skulle gå to timer og 28 minutter, før russeren endelig stod som vinder med cifrene 6-2, 2-6, 7-5 efter en højdramatisk tenniskamp med en perlerække af skarpe opgør mellem de to ligeværdige modstandere.

Wozniacki kan dog være ovenud tilfreds med sin præstation. Hun fandt undervejs storspillet frem og var især dominerende i andet sæt, som hun vandt.

I tredje sæt stod det helt lige mellem de to, indtil stillingen 5-5, hvor russeren gjorde brug af sin imponerende værktøjskasse af slag og først brød til 6-5, hvorefter hun kunne serve sættet og kampen hjem.

Dermed blev det kun til en 1/8-finale for danskeren i den australske storby Melbourne, hvor grand slam-turneringen spilles.

Kuznetsova er en spiller, som Wozniacki kender rigtig godt. De to har mødt hinanden otte gange tidligere.

Ofte er deres møder endt i dramatiske opgør, der skal tre sæt til at afgøre. Det var blandt andet tilfældet i WTA-turneringen i Sydney, hvor Kuznetsova vandt 7-6, 1-6, 6-2 i bagende hede.

Den russiske veteran ligger nummer 75 i verden, men bag det mindre imponerende tal gemmer der sig en yderst talentfuld spiller, som har døjet med skader det seneste år.

Den 27-årige veteran vundet to grand slams i sin karriere - US Open i 2004 og French Open i 2009 - og har ligget så højt som nummer to i verden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV