Wozniacki: Erfaring gav mig de vigtigste point

I de første otte partier var det en lige kamp, hvor det første servegennembrud så ud til at kunne få stor betydning. Da Caroline Wozniacki fik det til stillingen 5-3, var det ren cruise derfra til sejr på 6-3, 6-0 over kroaten Ana Konjuh i Wimbledons tredje runde.

I kampens indledning havde begge spillere flere muligheder for at bryde, men det var ingen tilfældighed, at det blev danskeren og ikke den 16-årige kroat, der tog det afgørende brud.

- Jeg servede godt på de vigtige bolde, når hun havde chancer, og det handler om at spille mere til på de vigtige point. Så må man gå efter at serve endnu bedre eller få en god returnering ind. Det har også meget med erfaring at gøre, siger Caroline Wozniacki.

For tredje kamp i træk blev hun slet ikke brudt, og serven er blevet et stort våben for Wozniacki.

- Jeg føler altid, jeg har servet godt på græs. Det at få en god serv ind på græs er en kæmpe fordel i et point.

Ligesom i kampen i første runde vandt Wozniacki kampens sidste ni partier efter stillingen 3-3 i første sæt.

- Da jeg brød i starten af andet sæt, kunne jeg se, at hun mistede modet. Men ellers viste hun, at hun kan blive en god spiller. Hun har gode grundslag og en god serv. Hende vil man komme til at høre meget mere til i fremtiden, spår danskeren.

I mandagens 1/8-finale skal hun møde tjekken Barbora Zahlavova Strycova, der overraskende slog Li Na ud fredag.

- I en grand slam ved man aldrig, hvad der sker. Der kan ske overraskelser. Men jeg har en god fornemmelse for, at jeg kan nå langt, så forhåbentlig giver det pote.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV