Wozniacki får blød åbning i Luxembourg

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki har endnu ikke vundet en titel i 2013, men i denne uge forsøger hun sig så ved WTA-turneringen Luxembourg Open.

Tirsdag træder den tidligere verdensetter ind i turneringen, som hun på papiret har en god chance for at vinde.

Den 23-årige dansker er nemlig topseedet, og det hjælper hende i hvert fald i første runde, hvor modstanderen er den lokale spiller Mandy Minella, som kun er med i turneringen på et wildcard.

Mens Wozniacki er nummer ni på verdensranglisten, så er 27-årige Minella helt nede som nummer 114 i verden. Spillerne har aldrig stået over for hinanden.

Det står allerede nu klart, at vinderen af Wozniacki-Minella-kampen møder rumænske Monica Niculescu i anden runde.

Rumæneren er nummer 43 i verden og har aldrig vundet en sæt over Wozniacki i fem indbyrdes kampe.

Wozniacki er den eneste spiller fra verdens top-10 i turneringen. Andenseedet er amerikanske Sloane Stephens, der verdens nummer 12.

Tyske Sabine Lisicki og Kirsten Flipkens fra Belgien er de andre spillere fra verdens top-20, som er med.

Wozniackis kamp mod Minella spilles tidligst klokken 18.

/ritzau/