Wozniacki får ønskemodstander i hardcourt-åbner

Skrevet af admin

05/08/2015

Mest læste i dag

Det bliver verdensranglistens nummer 60, der bliver Caroline Wozniackis første modstander i den amerikanske hardcourt-sæson.

Mens Wozniacki er topseedet og sad over i første runde af Bank of the West Classic i Stanford, var Varvara Lepchenko ude i tre sæt for at besejre kroaten Mirjana Lucic-Baroni og dermed sikre sig adgang til at møde Wozniacki i 1/8-finalen.

29-årige Lepchenko vandt 3-6, 6-2, 7-6 efter mere end to timers spil.

For Wozniacki er der tale om en ønskemodstander. I spillernes fire første indbyrdes møder har danskeren vundet hver gang. To af opgørene er ligeledes spillet på hardcourt-underlag.

På trods af at være født i Uzbekistan spiller Varvara Lepchenko under det amerikanske flag. Hun har været professionel siden 2001, men karrierens første 14 år er endt uden WTA-titler. Til sammenligning har Wozniacki 23 turneringssejre.

Vinder Caroline Wozniacki over Lepchenko, skal danskeren formentlig møde Andrea Petkovic, der er nummer 17 på verdensranglisten, i kvartfinalen.

Det er et afbud fra Serena Williams, der har gjort Wozniacki til topseedet i Stanford, hvor danskeren i øvrigt ikke har været med før. Turneringen fungerer som en opvarmningsturnering til US Open.

/ritzau/