Wozniacki får overkommelig modstander i sæsonåbner

Skrevet af admin

02/01/2016

Dagens topnyheder

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki burde umiddelbart have gode muligheder for at spille sig langt i WTA-turneringen ASB Classic i New Zealand.

Den tredjeseedede dansker skal i første runde møde Danka Kovinic fra Montenegro.

De to har aldrig spillet mod hinanden tidligere, og den 21-årige montenegriner har aldrig før vundet en WTA-turnering. Hun er placeret som nummer 57 på verdensranglisten - Wozniacki er nummer 17.

Spilletidspunktet kendes endnu ikke, men turneringen begynder mandag.

Holder seedningerne, skal Wozniacki i anden runde møde japaneren Misaki Doi, mens belgieren Alison Van Uytvanck venter i en eventuel kvartfinale. Ingen af de to har Wozniacki tidligere spillet imod.

Hvis sidste års finaledeltagelse ved turneringen i Auckland skal gentages, skal danskeren muligvis først besejre Ana Ivanovic i semifinalen. Serberen ligger nummer 16 på verdensranglisten og har slået Wozniacki fem gange i deres syv hidtidige opgør.

Venus Williams, der er topseedet i kraft af sin placering som nummer syv på verdensranglisten, kan vente i en gentagelse af sidste års finale.

Her tabte Wozniacki i tre sæt.

Efter turneringen i New Zealand venter årets første grand slam, Australian Open, der spilles i Melbourne i de to sidste uger af januar.

2015 blev en skuffende sæson for den tidligere verdensetter fra Danmark, hvor en række dårlige resultater sendte hende ud af verdens top-ti.

/ritzau/