Wozniacki falder ud af top-10 på verdensranglisten

Caroline Wozniacki falder flere pladser tilbage på den seneste rangliste over verdens bedste tennisspillere, og hun er nu ikke længere blandt de ti øverste.

Mens der ikke er nogen forskydninger på ranglistens første fem pladser, tager Wozniacki sig en rutsjetur på fem pladser: fra nummer seks i sidste uge til nu nummer 11.

Ana Ivanovic fra Serbien og Agnieszka Radwanska fra Polen rykker op blandt de ti bedste som henholdsvis nummer ni og syv.

Radwanska vandt lørdag WTA-turneringen i Tokyo med en sejr over Belinda Bencic fra Schweiz. Bencic havde i semifinalen ellers imponeret ved at sende den topseedede Wozniacki ud i mørket.

Serena Williams fra USA er urørlig i toppen af listen med 11.500 point. Derefter følger Simona Halep fra Rumænien, Maria Sharapova fra Rusland samt de to tjekker Petra Kvitova og Lucie Safarova.

Caroline Wozniacki har 3041 point, mens Carla Suárez Navarro fra Spanien har 3070 på tiendepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip