Wozniacki forbereder sig på venstrehåndet modstander

Caroline Wozniackis kommende modstander ved Australian Open er ikke bare ung og aggressiv i sit spil.

18-årige Taylor Townsend holder også ketsjeren i venstre hånd modsat størstedelen af de kvinder, den tidligere danske verdensetter spiller mod.

Derfor var det også helt bevidst, at Wozniacki søndag formiddag australsk tid trænede med en venstrehåndet modstander på den anden side af nettet på en af de store arenaer ved Australian Open, som begynder mandag.

- Det er bare lige for at få det kodet ind, for der er så mange højrehåndede på touren, forklarer Wozniacki, der er seedet som nummer otte ved turneringen, som er årets første grand slam.

Wozniacki og Townsend spiller deres kamp tirsdag. De to har mødt hinanden tidligere på måneden ved en turnering i New Zealand. Her vandt danskeren i to sæt, men Townsend formåede i det ene af dem at lægge stort pres på Wozniacki, som har respekt for det amerikanske talent.

- Taylor (Townsend, red.) er en ung spiller med gode hænder. Hun kan spille på et højt niveau, og det bliver ikke en nem første runde, men jeg ser frem til det, lyder det fra Wozniacki.

Danskerens bedste resultat ved Australian Open er en semifinale i 2011.

Taylor Townsend har aldrig tidligere spillet seniorturneringen i Melbourne.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV