Wozniacki går ned mod verdens nummer fire

Skrevet af admin

20/02/2015

Dagens topnyheder

For fjerde år i træk tabte den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki en semifinale ved WTA-turneringen Dubai Duty Free Tennis Championships.

Fredag aften tabte verdens nummer fem med 6-2, 1-6, 1-6 til den topseedede rumæner Simona Halep, som er nummer fire på verdensranglisten.

Wozniacki, der vandt turneringen i 2011, leverede nærmest fejlfrit spil i første sæt, hvor de uprovokerede fejl var usynlige.

Halep virkede helt væk. Rumænerens spil kunne slet ikke hænge sammen, men hun fik en opmuntrende åbning på andet sæt.

Wozniacki blev brudt, og Halep bragte sig efterfølgende foran 2-0. Det inspirerede tilsyneladende Halep, som lige pludselig fandt de store slag frem, og så var det Wozniackis tur til at halte efter.

Kampen var vendt helt på hovedet, og Wozniacki lignede en, der ikke kunne forstå, hvorfor det var tilfældet.

Wozniacki holdt sin serv til 1-4, men sættet var ikke til at redde, og et tredje og sidste sæt skulle til for at finde en vinder.

Halep kom igen bedst fra start og kom foran 2-0, men Wozniacki fik med det samme brudt tilbage til 1-2.

Momentum fik Wozniacki dog ikke af den grund, og danskeren tabte sin serv og kom bagud 1-3.

Derefter havde Halep ingen problemer med at vinde de tre næste partier. Kampen sluttede med en flot rumænsk baghåndsvinder.

I lørdagens finale møder Halep tjekken Karolina Pliskova, som er nummer 18 i verden.

/ritzau/