Wozniacki har krammet på himmelstormer

Sloane Stephens er udråbt som en af USA's mest lovende tennisspillere, og hun kan til tider minde lidt om den amerikanske verdensstjerne Serena Williams.

Danske Caroline Wozniacki viste dog endnu en gang, at Stephens har et stykke vej til den absolutte verdenstop. Torsdag vandt Wozniacki 6-3, 6-1 over Stephens.

Det betyder, at Wozniacki er videre fra tredje runde ved WTA-turneringen China Open. I fredagens kvartfinale venter netop Serena Williams, som også har vist god form på det seneste.

Wozniacki kan før mødet med Serena Williams hente selvtillid i et fysisk hårdt første sæt mod Stephens, hvor danskeren var mentalt stærkest og også viste det mest effektive tennisspil.

Sættet varede en time og ni minutter, og især partiet til stillingen 2-2 trak tænder ud. Det varede alene næsten 18 minutter.

Danskeren brød kort efter maratonpartiet Stephens serv til stillingen 4-2, men amerikaneren brød straks tilbage til 3-4.

Wozniacki, som er nummer otte i verden, var dog bedst i den periode, og hun snuppede stædigt og med vedholdende stabilt spil de næste to partier og dermed sættet.

I andet sæt var der decideret klasseforskel, og det virkede som om, at Wozniacki havde knækket Stephens både mentalt og fysisk.

Wozniacki brød Stephens serv rent i første parti i andet sæt, og hun havde ingen problemer med at tage andet sæt i en ensidig affære.

Stephens lavede et hav af uprovokerede fejl i takt med, at Wozniacki fik næsten alt tilbage over nettet. Det endte med en regulær ydmygelse af amerikaneren.

Sejren til Wozniacki betyder, at hun nu har vundet de tre indbyrdes opgør mod Stephens, som ligger nummer 13 på verdensranglisten.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV