Wozniacki i finale efter veninde-fight

Caroline Wozniacki rækker ud efter sæsonens anden WTA-titel, efter at den tidligere danske verdensetter lørdag kæmpede sig i Kremlin Cup-finalen i Moskva med en sejr på 6-3, 6-7, 6-4 over svenske Sofia Arvidsson.

Sejren i den rodede affære med mange servebrud var ganske ventet, eftersom tredjeseedede Wozniacki inden lørdagens dyst stod noteret for seks sejre i otte indbyrdes kampe mod svenskeren, som var useedet i turneringen.

Sejren lignede på mange måde Wozniackis triumf i kvartfinalen over Dominika Cibulkova.

Mod Arvidsson kunne Wozniacki igen selv serve matchen hjem ved 6-5 i andet sæt, men danskeren udnyttede ikke den gode mulighed, hvilket også var tilfældet mod Cibulkova. Og igen tabte Wozniacki så efterfølgende tiebreaken, så der måtte et tredje sæt til.

Danskeren kom skidt fra start i både første og andet sæt mod svenskeren. Arvidsson bragte sig foran 3-1 i første sæt, inden Wozniacki vandt fem partier i træk.

I andet sæt kom Wozniacki bagud 0-2, men snuppede så de tre næste partier og virkede til at være i fin kontrol over kampen. Men serven svigtede ved 6-5 til Wozniacki, og tiebreaken blev tabt med cifrene 4-7.

Tredje sæt blev en ny rodet affære mange servebrud, men til sidst sejrede Wozniacki, da hun - selvfølgelig - brød Arvidssons serv.

Wozniackis finalemodstander bliver enten den tidligere US Open-mester, australske Samantha Stosur, eller en anden tidligere verdensetter, serberen Ana Ivanovic.

Finalepladsen er blot danskerens tredje i denne sæson. Både i 2010 og 2011 vandt Wozniacki seks titler og sluttede sæsonen som verdensetter. I øjeblikket er Wozniacki nummer 11 på verdensranglisten.

 

Dagens Gossip