Wozniacki jagter sæsonfinale ved China Open

Sæsonen nærmer sig sin afslutning for tenniskvinderne, og den rundes vanen tro af med en sæsonfinale, hvor de otte bedste på WTA-touren tørner sammen efter gruppespil-devisen.

Årets sæsonfinale - også kaldet WTA Championships - spilles i Istanbul i Tyrkiet fra den 22. oktober, men Caroline Wozniacki har endnu ikke sikret sin medvirken i turneringen.

Hun ligger aktuelt nummer otte på verdensranglisten, og det er altså lige netop de otte første, der er sikret deltagelse i Istanbul. Derudover er der plads til to reserver.

Den danske tennisstjerne kan forbedre sin mulighed for deltagelse med et godt resultat ved China Open i Beijing, der netop er begyndt.

Her træder Wozniacki ind i anden runde i kraft af sin seedning som nummer seks. Her møder hun rumæneren Monica Niculescu, der lørdag besejrede tyske Annika Beck i to sæt.

Wozniacki har fremragende erfaringer med rumæneren, der ligger nummer 42 i verden. Hun har således vundet alle fire indbyrdes kampe. Endda uden at afgive et eneste sæt. Senest i Cincinnati tidligere på året.

Turneringen i Beijing rangerer i kategorien lige under de fire Grand Slam-turneringer, og verdenseliten stiller derfor til start.

Serena Williams er topseedet, og Wozniacki står til at møde den suveræne verdensetter i en eventuel kvartfinale.

Amerikaneren er seedet til at møde Victoria Azarenka i finalen. Netop de to mødtes i et brag af en US Open-finale for få uger siden. Her vandt Williams i tre sæt.

Wozniackis kamp i anden runde er endnu ikke programsat, men da den endnu ikke figurerer på søndagsprogrammet, skal den efter al sandsynlighed spilles mandag.

/ritzau/

 

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip