Wozniacki kan fortsat håbe på French Open-deltagelse

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

Caroline Wozniacki kæmper for at blive klar til grand slam-turneringen French Open i Paris, der begynder om få uger.

Den danske tennisspiller, der er dumpet ned som nummer 31 på verdensranglisten, blev ankelskadet for cirka en måned siden, men hun er tilbage på træningsbanen.

- Vi arbejder på træningsbanen igen, men Caroline løber selvfølgelig ikke så meget. Til gengæld er der mange server, flugtninger og anden teknisk træning.

- Midt i den triste situation er det godt, at vi kan arbejde med hendes slagteknik uden stress, siger danskerens nye træner, David Kotyza, til Ekstra Bladet.

- Efter nogle dage på hardcourt er vi gået på grus igen, og så må vi se, om det bliver muligt at spille i Paris, siger han.

David Kotyza vil gerne være sikker på, at Caroline Wozniacki ikke løber en risiko ved at stille op i den franske grusturnering.

Den 25-årige dansker har også fået hjælp fra fysioterapeuten Nicky Dunn.

- Jeg har aftalt med WTA (de kvindelige tennisspilleres organisation, red.), at jeg kan være til rådighed for Caroline, indtil hun er tilbage på banen.

- Nu er hun foreløbig tilbage på træningsbanen, og det er et godt tegn, siger Nicky Dunn.

Caroline Wozniacki er blevet udset til at være dansk fanebærer under OL-åbningsceremonien i Rio i august.

På grund af skaden måtte hun dog melde afbud til Danmarks Fed Cup-hold, og det har skabt usikkerhed om, hvorvidt hun får lov til at stille op ved legene i Brasilien.

/ritzau/