Wozniacki-kender: Hun har fået en klassetræner

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

Den danske toptræner Michael Mortensen vurderer, at Caroline Wozniackis nye træner Thomas Högstedt er det rigtige valg. Torsdag kom det frem, at Thomas Högstedt skal træne Wozniacki i hele 2014.

Den tidligere svenske tennisspiller har været træner for blandt andre Li Na og senest Maria Sharapova, og han har blandt andet ført Sharapova til sejr i grand slam-turneringen French Open i 2012.

- Resultaterne, som han har opnået med de forskellige spillere, han har trænet, taler jo sit tydelige sprog. Han er en klassetræner, siger Michael Mortensen.

Caroline Wozniacki kan derfor regne med at få en træner, der vil udfordre hende både spillemæssigt og mentalt, forudser Michael Mortensen, som har spillet over for Thomas Högstedt i sin aktive karriere.

- Thomas er en hårdtarbejdende træner, som stiller store krav til sine spillere. Han er god til at spotte, hvilke kvaliteter spilleren har og videreudvikle dem. Det er nok hans force.

- Han er taktisk en snu træner. Han er god til at lægge en taktik mod de forskellige spillere, og det er også en kvalitet, han har som træner, mener Michael Mortensen.

Caroline Wozniacki har tidligere trænet en smule sammen med Thomas Högstedt, så hun ved godt, hvad hun kan forvente af sin kommende træner.

- Han har trænet hende før i en kort periode, hvor han var lidt inde over. Jeg tror, det bliver et meget konstruktivt samarbejde, de får, fastslår Michael Mortensen.

/ritzau/