Wozniacki kender intet til Wimbledon-modstander

Når den danske tennisspiller Caroline Wozniacki, 22, mandag aften spiller sin første kamp i dette års Wimbledon-turnering, må hun nøjes med at optræde på anlæggets ydmyge bane tre.

Anderledes kan det ikke være.

For selvom Caroline Wozniacki er seedet ni, er hendes spanske modstander, Estrella Cabeza Candela, så ukendt, at ikke engang spanske journalister ved, hvem hun er. At arrangørerne havde valgt at placere kampen på legendariske Centre Court, ville derfor være utænkeligt.

- Jeg er total blank på Candela. Det er en spiller, jeg aldrig har hørt om, siger tennisjournalisten Juan José Mateo fra det spanske dagblad El Pais om verdensranglistens nummer 101, der, selvom hun er 26 år, først nu får sin Grand Slam-debut.

Caroline Wozniacki kan intet bidrage til spekulationerne om Estrella Cabeza Candelas spillemæssige evner.

- Og heller ikke efter at have forhørt mig lidt om hende, sagde hun til dansk presse efter søndagens timelange træningspas på Wimbledon-anlægget.

Blandt tilskuerne i dette års Wimbledon-turnering er den tidligere amerikanske toptræner Nick Bolletieri.

- Jeg tror, at Caroline Wozniacki klarer sig godt i Wimbledon i år, siger han og tilføjer:

- Hun har fået en fin lodtrækning. Jeg kan ikke forestille mig, at hun får problemer mod Candela. Vinder hun, skal hun i anden runde enten møde Donna Vekic eller Petra Cetkovska. De er ikke dårlige. Men det er spillere, som jeg tror, at Caroline kan besejre.

Hvem Caroline Wozniacki herefter eventuelt skal duellere mod, vil tiden vise.

Holder seedingen bliver det Sloane Stephens.

- Men Stephens kan i sin første kamp mod Jamie Hampton sagtens blive slået ud. Hampton spillede fremragende i Eastbourne. Kun fordi kræfterne efter en hård uges kampe var sluppet op, vandt hun ikke finalen, siger Nick Bolletieri.

Han har med interesse fulgt de seneste måneders hårde kritik i medierne af Caroline Wozniackis resultater.

- De har været svingende. Men hun ligger stadig nummer ni på verdensranglisten. Hvis jeg var hende, ville jeg lukke ørene for kritikken. Det tror jeg også, at hun gør. Caroline er ikke kun en sød, men også en fornuftig pige, siger Nick Bolletieri.

Mandagens program Centre Court ser således ud: Roger Federer-Victor Hanescu, Kristina Mladenovic-Maria Sharapova, Andy Murray-Benjamin Becker.

 

FAKTA - TENNIS

Vinder Caroline Wozniacki sine kampe i Wimbledons damesingle-række, og bliver det til favoritsejre i de øvrige, vil den 22-årige danskers vej mod finalen lørdag 6. juli på legendariske Centre Court se således ud:

1. runde: Estrella Cabeza Candela, Spanien (useedet)

2. runde: Donna Vekic, Kroatien (useedet)

3. runde: Sloane Stephens, USA (seedet 17)

4. runde: Sara Errani, USA (seedet 5)

Kvartfinale: Maria Sharapova, Rusland (seedet 3)

Semifinale: Victoria Azarenka, Hviderusland (seedet 2)

Finale: Serena Williams (seedet 1)

 

TENNIS - sådan er det gået Caroline Wozniacki i Wimbledon

2007: 1. runde

2008: 3. runde

2009: 4. runde

2010: 4. runde

2011: 4. runde

2012: 1. runde

 

Dagens Gossip